Man bliver ikke rig af at opdrætte Dandie Dinmont Terrier, men man får et rigere liv.
Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan det er at opdrætte en ”sjælden truet race” og lære, at man også skal se med kritiske øjne på sine egne hunde – selvom man altid vil synes, at ens hunde er de bedste. De skal ikke altid bruges i avl, det kan være af den ene eller anden grund, grunde der også kommer af erfaringer med racen. Det er jo heller ikke sådan, at enhver tæve, der bliver født skal have hvalpe. Vi har hen ad vejen måtte vælge fra og starte med en ny blodlinie og atter måtte vi træffe valg af kommende avlstæver. Nogle gange må man finde nyt hjem til en tæve, man havde troet var god, men så alligevel ikke var helt rigtig. Et smertefuldt valg, men som oftest det rigtige, når man som vi gerne vil avle Dandie Dinmont Terrier med det rette temperament og naturligvis racetypiske.
Bare det at finde frem til en Dandie dengang først i 1980’erne, var meget omstændligt, der var jo ikke internet dengang og det tog lang tid før vi fandt frem til en opdrætter. Siden vi fik vores første Dandie Dinmont Terrier, en han (Norman), har vi gjort mange erfaringer. Han skulle i virkeligheden bare være min lille hund og ikke noget med at opdrætte og udstille her hos os, da en lille hund i min mands (Max) øjne ” jo ikke var en rigtig hund og han ville i hvert fald ikke gå i den anden ende af snoren” – ord der skulle blive til skamme. Efter at have set alle de Dandie Dinmont Terriers vor opdrætter i Holland havde og selv havde fået en Dandie inden for døren, var Max ”solgt”. På det tidspunkt havde Max været lydighedstræner i mange år, og havde mødt mange slags hunde, race rene og ”cocktails” mellem hinanden, så hans erfaringer herfra var jo også afgørende for racen.
Efter lange samtaler og flere besøg i Holland, samt udstillinger i udlandet, fandt vi frem til hvem vi ville have en tæve efter. Så langt så godt. Nu var vi nok nået dertil, at vi gerne ville starte et lille opdræt herhjemme af denne vidunderlige race, så vi ansøgte om kennelmærke, et navn som skulle være nemt at huske. Vi vidste godt, at det at starte et opdræt af en sjælden race op, ikke var/er det nemmeste, og at der ikke skulle fødes kuld hele tiden, da det måske kunne blive et problem at komme af med dem. En Dandie er en racehund som jo er ”skruet” lidt underligt sammen, men som ved nærmere bekendtskab vinder alles hjerter. Vor tæve skulle jo også lige have den rette alder, før hun skulle have hvalpe og vi skulle finde den rigtige han, da vi nu havde besluttet, at vores egen hanhund ikke skulle bruge i avlen, men han forblev ”min” hund – min første Dandie, så han var helt speciel.
Fra vi fik kennelmærke i 1986 til vi fik vort første kuld skulle der gå 2 år. Vi havde i den mellemliggende tid været rundt i Europa, primært Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, sidst men ikke mindst på Cruft for at se så mange Dandie Dinmont Terrier som overhovedet muligt, så vi kunne danne os et indtryk af, hvad det egentlig var vi gik ind til. I midt 1980’erne og til midt 1990’erne var der herhjemme 6-7 kenneler samt nogle få private, der opdrættede Dandie Dinmont Terrier og vi havde et godt forhold til hinanden. Siden har vi været den eneste kennel, der har holdt ved racen og som fra tid til anden får hvalpe. Man behøver ikke at have et kennelmærke, man kan jo sagtens få hvalpe uden, bare man arbejder for at ”opdrætte” racetypiske, sunde hunde med det rette Dandie Dinmont Terrier temperament, i DKK regi.
Vi har haft mange og lange samtaler med andre Dandie Dinmont opdrættere i primært Europa, spurgt om og diskuteret dette og hint. I dag er det jo som bekendt nemmere at kommunikere med ”hundemennesker” over hele verden via internettet, hvilket man kan drage nytte af, men mange gange får man lige så mange forskellige svar som man stiller spørgsmål, og i sidste ende skal man gøre sine egne erfaringer og lære at stole på dem, og erfaring kommer jo som bekendt kun med tiden. Man bliver ikke ekspert på få år og slet ikke i så lille en race.
Jeg har nu siden 1985 være ansvarshavende racerepræsentant i DTK, en tillidspost jeg sætter stor pris på og gør alt for at opfylde til alles tilfredshed. Vi har jo i DTK i løbet af 2006-2008 fået en fremgang i medlemmer med Dandie Dinmont Terrier, og jeg vil fortsat gøre mit til at få endnu flere. Jeg har også i årenes løb henvist til udlandet, fordi der jo ikke altid er hvalpe at få herhjemme.
I bøger af ældre dato står, at en Dandie Dinmont ikke kan omgås børn og andre hunde, hvilket dog siden er blevet dementeret. Vi inviterer gerne folk til at besøge os, så de selv kan opleve en Dandie i hjemlige omgivelser, hvilket har ført til mange timer i samvær med mange dejlige mennesker, også mennesker der alligevel ender op med ikke at ville have en Dandie, men det er under alle omstændigheder tiden og arbejdet værd.
